Hvert år i uge 27, løber årets ridelejr for børn af stablen. Den er for børn i alderen 8-16 år, som elsker heste og ridning, gerne vil lære mere om at ride og omgås dem, og også gerne vil være en del af et fællesskab med andre “hestetosser”.
Du skal helst være vild med at ride i naturen, for vi har ikke baner og ridehuse. Vi har til gengæld herude en helt særlig og smuk natur med skov, strand og hede, som kun findes få steder på Sjælland.
På ridelejr hos os får du din helt egen islandske hest at passe, pleje og ride i en hel uge. Ugen er tilrettelagt som en dagsridelejr, spækket med sjove hesteaktiviteter, og hver eneste dag rider vi skønne ture til skov og strand. Det er en skøn måde at starte sommerferien på.
Vores ridelejr er for børn i alderen 8-16 år som kan ride trygt og selvstændigt i skridt og trav og som sætter pris på et godt kammeratskab med andre hesteinteresserede.
Vores heste er meget stabile og rolige, og vi gør meget ud af at finde et godt match til hver enkelt barn. Derudover vægter vi god stemning meget højt, og er mobbefri zone. Med det menes nul tolerance overfor mobning i form af først en advarsel, dernæst hjemsendelse.
Det er helt normalt at være lidt nervøs når man skal på ridelejr og ikke kender hesten eller de andre børn. Vi tager hånd om dette, gør meget for at ryste gruppen sammen, og du bliver hurtigt tryg når du opdager hvor søde hestene er og at vi bakker hinanden op.
Mandag skal vi rystes sammen, og du skal have tildelt den islænder du skal ride hele ugen. Vi skal lege, pusle og strigle, ordne udstyr, lægge det rigtigt på, lede hesten korrekt, samt selvfølgelig på en skøn lang ridetur til skov og strand.
Tirsdag skal vi lære om gangarter, og øve dette på rideture formiddag og eftermiddag. Kan du samle hesten bliver du hurtigt vild med tølt som er den specielle gangart som de islandske heste behersker.
Onsdag er badedag (med forbehold for vejret). Vi rider til stranden (uden sadel hvis du tør) og går ud og sopper og bader med hestene i det lave vand. Over middag står den på sjove hestelege, herunder hestestafet samt en ridetur at slutte af på.
Torsdag står i langturens tegn, og turen går hele feddet rundt. Her skal alle medbringe mad og drikke i en let turrygsæk, da vi holder pause midtvejs, hvor de svedige heste kan græsse og hvile sig.
Fredag afsluttes ugen på fornemste vis med udklædningsdag for heste og ryttere, hvor du og din hest ikke bliver til at kende. Vi laver kostumer til temaet Hobitten, maler på/og eller fletter os selv og hestene, og rider på tur som i et eventyr.
Ugen forløber som en dagsridelejr i følgende tidsrum, hvert år i uge 27:
Mandag 8.30-15
Tirsdag 8.30-15
Onsdag 8.30 til 15
Torsdag 8.30-15
Fredag 8.30-13.30
Inklusiv er i alt 12 timers ridning, og vi sørger for frugt, saftevand og kage at slutte hver dag på. Morgenmad skal du have spist inden du kommer og frokost medbringer du selv i form af madpakke og drikkelse. Prisen for hele ugen er:
DKK 3500/pr barn
Huskeliste:
Ridestøvler eller lukkede sko
Ridehjelm (vi har hjelme du kan låne hvis du ikke selv har en)
Sikkerhedsvest (ikke et krav)
Vindtæt vindjakke
Regntøj i tilfælde af byger
En stor god madpakke og drikkelse til hver dag, gerne i en let turrygsæk
VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG
Guldhest v/Line Calum Canuto
CVR: 35295798
Feddet 14, 4640 Faxe
Telefon: (+45) 40 48 10 60
info@guldhest.dk
Åbent året rundt efter aftale