Turridning på islænder

Uanset dit niveau har vi turen til dig

Når du booker turridning vil vi gerne sikre at både du og hesten får en god oplevelse. Derfor beder vi om vægt og rideerfaring ved booking. Vægtgrænsen er 85 kg, da den islandske hest er en relativt lille hest. Rideerfaring bedes du angive ud fra følgende niveauer:

Begynder – Fra ingen til under 6 måneders rideskoleerfaring.

Let øvet – Har mindst 6 måneders rideskoleerfaring, og er sikker i signalgivning samt letridning.

Øvet – Har mindst 4 års kontinuerlig ugentlig rideerfaring og er tryg ved, samt mestrer terrænridning i alle gangarter.

Meget øvet – Som øvet, men teknisk dygtigere (forstår og kan praktisere samling af hesten), samt er tryg ved, samt mestrer terrænridning i alle gangarter.

Læs mere om turene herunder, eller book og betal direkte i kalenderen på knappen her.

Børne- og begynder turridning

Alle begyndere skal have en rolig og tryg oplevelse hos os. Derfor er der på vores børne- og begynderture god tid til grundig instruktion.

For børn (5+), og for voksne nybegyndere, tilbyder vi den grønne tur til skov og strand, hvor man efter forklaring af signalerne, blot skal styre efter hesten foran.

Turen foregår roligt, i skridt, så alle kan være med. Børn under 12 år som ikke kan ride, bedes medbringe en kendt voksen der kan lede hesten.

Ponyklub er for børn (2+ og op) og er en 45 minutters guidet oplevelse som kan bestilles året rundt, hvor børn og deres medbragte voksne starter med sammen at strigle og blive fortrolige med hesten. Dernæst trækker man selv sit barn på en 30 minutters hyggelig træktur til stranden. Der er guide med på turen til at hjælpe og instruere.

På udvalgte dage i ferier har vi desuden ponytræk for børn, som består af en lille 7 minutters guidet træktur gennem skoven, hvor man ligeledes selv trækker barnet.

Turridning for let øvede

For let øvede (8+ til voksne) tilbyder vi den gule tur, som er en sjov og hyggelig tur i skridt, trav og tølt, i beskyttede omgivelser uden åbne vidder. Vi rider på snoede skovstier og langs strand og fjord og turene er aldrig ens.

Det der er vigtigt når man booker en gul tur, er, at man har sikret sig at alle deltagere kan komme sikkert op i letridning, og har styr på det grundlæggende, så som at styre og stoppe hesten, herunder holde tøjlerne korrekt. 

På den måde vil vi gerne sikre os at hestene får en behagelig tur, hvor de ikke udsættes for ryk og bump.

Den gule tur er også meget velegnet for øvede ryttere der er rustne, eller skal i gang igen efter pause.

Turridning for erfarne ryttere

Hos os kan erfarne ryttere blive luftet igennem på friske tempoture i et helt enestående terræn.

Vi har to ture for erfarne voksne (18+), rød og blå tur, og fælles for disse er, at de udover at gå til skov og strand, også går til åbne områder (heden og strandengene), med chance for at opleve havørne, Feddets vilde Exmoor ponyer samt Galloway kvæg.

Derudover har vi vores lyseblå tur, som henvender sig til erfarne ungryttere, fra 12-17 år, men som også er for voksne som er øvede, men måske blot lidt mere forsigtige. Det er en sjov tempotur med masser af friskhed på tempo i alle gangarter, men foregår under lidt mere beskyttede forhold. Hermed undgås de åbne områder hvor der går fritgående dyr, og der rides i skovområder og på stranden.

På alle tre ture skal du være øvet, eller meget øvet. Vi tilstræber gode lange galopstræk på ordentligt underlag og rider kontrolleret og ikke på siden af hinanden.

Turridning for firma

Står du og skal planlægge det perfekte private rideevent med islandske heste, hvor dine medarbejdere både skal lære noget og rystes godt sammen?

Forkæl dem med en hyggelig dag med ridning på islænder i det blå, hvor vi rider til både skoven og stranden. Ønskes det kan turen rundes af med den lækreste tapasmenu, med 11 delikatesser, sodavand, kaffe og sødt, som kan indtages i bålhuset.

Vi har plads til op til 12 deltagere,  flere hvis i rider forskudt på to ture. Eventet udbydes på hverdage udenfor ferier, i perioden mellem påske og efterårsferie, og med starttidspunkt klokken 10.30.